

Ved dialogkoncerter, som først og fremmest bygger på elevernes egne interesser og engagement, kan det til tider være en udfordring at få kernefagligheden og -begreberne i spil. I den sammenhæng har Skoletjenesten arbejdet med det, vi kalder ordzoner.
Ordzoner er zoner lagt på gulvet rundt om i koncertsalen. I hver zone ligger der ordkort. På ordkortene står der simple ord. Nogle ord er meget frie og lægger op til de friere associationer. Andre ordkort tager fat i kernebegreberne i den musik, som er på scenen. Det kunne være ord som glocal, globalisering, identitet eller noget helt fjerde.
I forbindelse med dialogen under koncerten kan man bede eleverne om at undersøge ordkortene, finde på spørgsmål, evt. i par, og derefter formulere det bedste spørgsmål direkte til musikerne.
På denne måde kan man på én gang lægge op til en fri dialog og samtidig minde eleverne om den faglighed, som de har med i rygsækken, når de kommer.
