artikler
Kort om Cumbia
Cumbiaen er en sydamerikansk musikstil, der har sin oprindelse i området omkring Colombias nordøstk...
Læs mere
Kunstnerprofil: Bomba Estereo
Bomba Estereo er et colombiansk band med base i hovedstaden Bogotá. Bomba Estereo startede som Simo...
Læs mere
Colombia
Sådan lyder globaliseringen Choc Quib Town flyver ind fra et af verdens mest regnfulde lavlande...
Læs mere
Kort om argentinsk folkemusik
Chacarera’en er en traditionel argentinsk musikstil, der populært siges at være en landlig modpart ...
Læs mere

Kunstnerprofil: Systema Solar

Sytema Solar Foto: Christian Klintholm

Kunstnerprofil: Systema Solar

Udskriv Udskriv
Af Jens Kristian Kisbye

Fra den caribiske nordkyst af Columbia kommer det spraglede musikkollektiv Systema Solar med et ønske om at sprede glæde og farver, men også med budskaber om sociale problemer i landet.

 

Bandet blev skabt i 2006 som udløber af et projekt af NGO’en Intermundos, der vil hjælpe columbianske kunstnere igennem den glubske musikindustri-jungle. Folkene bag Systema Solar ville lave en platform for unge talentfulde kunstnere til at udtrykke sig og skabe kunst uden at blive snydt af den etablerede industri pga. uvidenhed. Her kan de etablerede navne i Systema Solar rådgive og vejlede nye navne på vej.

 

Når bandet kalder sig et kollektiv, skyldes det, at de visuelle udtryk tæller på lige fod med musikken. Derfor er der også tilknyttet en vj til Systema Solar. De bruger skarpe farver og spraglede uniformer i deres videoer og på scenen – farver, der går igen overalt på den columbianske nordkyst, hvor huse, biler og busser er skrig-gule, postkasse-røde, græsgrønne etc. Og så vil bandet også gerne videregive den musikalske mangfoldighed i regionen. Musikken er en skyndsom blanding af de afro-caribiske, indianske og europæiske rødder, der er i regionen, tilsat tidens house- og techno- og hip hopbeats. Resultatet er et medrivende urbant, men også umiskendeligt sydamerikansk mix, der appellerer til dansefødderne.

 

Med Systema Solars baggrund i det sociale og kulturelle arbejde er bandet optaget af sociale og politiske spørgsmål, men bandet insisterer på at gøre det med positive og humoristiske midler. Som i sangen Mi Kolumbia (Mit Columbia), der tager udgangspunkt i, at det er svært for mange columbianere at få lov til at rejse ind i andre lande, fordi columbianere ofte mistænkes for at være narkokurére eller lignenede. Sangen forsøger så at overbevise columbianerne om, at de bor i et så dejligt land, at der slet ikke er nogen grund til at rejse nogen steder. Eller som i sangen Quién es el Patrón? (Hvem er Chefen?), der handler om Columbias kokain-eksport, men igen beskrevet med ironi – set fra de rige narko-bosser. (Klik her for at se teksten – både på spansk og engelsk). 

 

Producer og medlem af bandet Juan Carlos Pellegrino forklarer:

”Vi er politiske i den forstand, at vi beskæftiger os med ting, der vedrører folks dagligdag, men vi angiver ikke nogen retning, vi giver ingen svar, så hvis det er det, man mener, så er vi ikke politiske. Vi synger om kritiske ting, men vi brokker os ikke … vi vil hellere grine af det,” forklarer han, og fortsætter:

 

”Vi bruger vores musik til at komme ud og fortælle om, hvordan tingene hænger sammen set fra vores synspunkt. Og det faktum, at jeg sidder her og fortæller det til dig, viser jo, at med musikken kan vores budskaber komme på tværs af grænser.”

 

Bandet er bevidst om, at de på den måde også er med til at ændre billedet af Columbia i omverdenens øjne. Et billede, der ellers er præget af vold, krig og stenrige kokainkarteller.

 

”Vi viser os selv, hver gang vi er ude. Og dermed viser vi jo også en anden side af Columbia – en side, hvor der er masser af mennesker ligesom os. Det ved vi, og det vil vi gerne bidrage med.”

 

Columbiansk musik i vækst

Bandet håber også at kunne være med til at ændre folks opfattelse i hjemlandet. Blandt andet er der meget skarpe klasseopdelinger i Columbia, hvor folk fra fattige kår sjældent blander sig med overklassen og omvendt. Men i Systema Solar har man alle klasser repræsenteret og vil gerne vise, at det sagtens kan lade sig gøre:

 

”Hvad gør det, at en person er fra ghettoen, hvis han har talent og kan levere varen? I Columbia er der så mange dygtige mennesker med historier at fortælle, der bare aldrig får muligheden, fordi mulighederne kun tilfalder dem i de øverste klasser. Men dem i de øverste klasser er ikke nødvendigvis særligt dygtige eller har historier at fortælle, for alle de interessante historier i Columbia ligger i underklassen,” griner Pellegrino.

 

Den colombianske musikscene er eksploderet inden for de seneste år. Det skyldes ifølge Juan Carlos Pellegrino to ting: Den teknologiske udvikling, der har gjort det muligt for mange flere at lave musik uden adgang til dyre professionelle lydstudier og via internettet givet adgang til resten af verden. Den anden ting er, at Columbia indenfor de seneste fem år er blevet et mere fredeligt land. Landet har i årtier været hærget af borgerkrig, kidnapninger og militante narkokarteller, hvilket har betydet, at udlandet er gået udenom Columbia. I stedet har Brasilien og Argentina været de store musikalske brændpunkter i Sydamerika. Men nu, hvor udlændinge igen tør sætte deres fødder på columbiansk jord, har de også fået øjnene op for den sprudlende musikscene.

 

Især er scenen for cumbia-baserede bands som Bomba Estereo og Choc Quib Town blevet store i udlandet. Den traditionelle cumbia er blevet udbredt via især Mexico og Argentina, så derfor er der nu stor interesse for at høre den videreudvikling af genren, der kommer fra bands som Bomba Estereo og Systema Solar i cumbiaens hjemland netop nu.

søg:
audio
CQT - Te Saco A CorreCQT - Los Tenis
Playeren åbner i et nyt vindue
video
Systema Solar/ Colombia - interview
 
tværgående temaer
Undervisningsforløb omkring musik og globalisering
Med udgangapunkt i de artikler og musikeksempler som findes på www.verdensmusikbanken.dk vil du kun...
Læs mere