
DJ Kiril er en makedonsk dj og komponist med det borgerlige navn Kiril Dzajkovski. Kiril har været en del af den elektroniske musikscene på Balkan siden 1980’erne. Først som medlem af diverse bands, men midt i 1990’erne begyndte han at lave musik i eget navn.
Under et ophold i Australien blev han grebet af de nye strømme af elektronisk musik – techno, trance, dance etc. – og slog sig ned som dj. Her begyndte han at eksperimentere med at blande traditionel makedonsk musik ind i de elektroniske beats.
Først var der meget traditionel musik i hans produktioner og også masser af sang, men efterhånden blev det blot enkelte instrumenter. Men det er nok til at give musikken et makedonsk præg. Det kan være en kaval-fløjte eller en zurla, der straks sender lytterens associationer til Balkan. På klippet fra dj Kirils optræden på WOMEX 2010 er man – på trods af technobeats og jamaicansk rap – ikke i tvivl om, at Balkan er inspirationskilden, så snart trompeten sætter ind. Se det her.
Kiril har ved siden af sit virke som dj især lavet filmmusik.
Udgivelser (som Kiril):
Synthetic Theatre (1996)
Homebound (1999)
Religion & Sex (2001)
Dust (Filmsoundtrack 2001)
Bal-Can-Can (Filmsoundtrack 2005)
The Great Water (Filmsoundtrack 2006)
La Capinera (Ballet 2007)
