Bandet Baba Zula blev startet i Istanbul, Tyrkiet, i 1996. Bandet består af Levent Akman (perkussion, skeer, elektronik), Murat Ertel (saz og andre strengeinstrumenter, vokal) og Cosar Kamci (darbuka) samt diverse gæstemusikere og dansere. Bandet spiller tyrkisk folkemusik på traditionelle instrumenter, men tilsætter musikken en masse elektronik og diverse effekter, hvilket resulterer i en stil, der både er blevet kaldt Istanbul Psychedelia og Oriental Dub.
Bandet er inspireret af en musikalsk bølge, der opstod i 1960’erne, hvor tyrkiske bands spillede tyrkisk musik, men på rockinstrumenter, så det lød som den psykedeliske rock, der var populær i Vesten. Bandet benytter dog i høj grad også computere og anden elektronik i musikken.
Bandet ersamtidigt meget bevidst om den kulturelle tyrkiske arv, det trækker på. På bandets hjemmeside skriver medlemmerne: ”Hvor ney-fløjten leder tilbage til Tyrkiets sufi-islamiske fortid, og klarinetten er et symbol for de tyrkiske sigøjnere, kan den elektriske saz sammen med træ-skeer fungere som et kompas, der peger på musikalske rødder i den tyrkiske musik, der går helt tilbage til Tyrkiets før-islamiske sharman-kultur.”
Baba Zula har udgivet fem plader og diverse film- og teatermusik (titler oversat til engelsk):
Sommersault in the coffin (filmsoundtrack – 1996)
17 pieces from 3 plays (1999)
Psyche-Belly Dance Music (2003)
Double Belly (2005)
Dondurman Gaymak (filmsoundtrack – 2007)
Roots (2007)
Gecekondu (2010)
