Chimurenga er en zimbabweansk musikstil, der blev skabt af Thomas Mapfumo i 1970’erne. Mapfumo var inspireret af den samtidige afrorock, som især forbindes med bandet Osibisa. Men hvor afrorocken kan siges at være en udvikling af afrobeat’en, ville Mapfumo lave en elektrisk version af den traditionelle shona-musik. Shona er den største befolkningsgruppe i Zimbabwe.
Mest karakteristisk for shona-musik er mbirna-instrumentets cykliske figurer oven på en bund af ganske komplicerede rytmer. Mbirna’en består af en række stålpinde på en hul træbund. Hver stålpind har sin egen tone, og instrumentet spilles ved at slå dem an med tommelfingerne. Lyden minder om en spilledåses.
Mapfumo erstattede mbirna’en med en el-guitar, der lægger en melodi-figur henover resten af orkestret, beholdte en del af de traditionelle rytmeinstrumenter, men gjorde udtrykket mere rocket ved også at have trommesæt og bas på.
Mapfumos musik opstod samtidig med, at frihedskampen tog til i intensitet, og mange af hans sange var stærkt politiske. Han døbte stilen chimurenga, der betyder ‘kamp’ eller ‘frihedskamp’ og for mange blev musikken soundtracket til den væbnede kamp.