artikler
Afrobeat, highlife, hiplife …
Afrobeat er en videreudvikling af musikstilen highlife, der opstod i Ghana i starten af forrige årh...
Læs mere
King Ayisoba - en ghanesisk historiefortæller
Med det borgerlige navn Albert Apozori har en 36-årig mand fra det nordligste Ghana i nærheden af b...
Læs mere

Comrade Fatso og Outspoken

Zimbabwes opråb

Jens Kristian Kisbye Dreyer

Zimbabwe er et rigt land. Det har mange naturressourcer, god landbrugsjord og en veluddannet befolkning. I mange år var Zimbabwe den gode historie på et kontinent plaget af tragedier. Her var infrastrukturen god, der blev satset på sundhed og uddannelse til alle, og man havde noget, der mindede om et demokrati. Men det er snart længe siden. I 1987 ændrede landets præsident, Robert Mugabe, landets forfatning, så han kunne blive siddende som leder. Det var et forvarsel om en stadig mere despotisk og udemokratisk ledelse og en skæv fordeling af rigdom og magt.

 

Robert Mugabe var manden, der havde ledet frihedskampen op gennem 1970’erne mod et hvidt apartheid-lignende styre i det, der dengang hed Rhodesia; en kamp, der endte med sejr til de to sorte frihedsbevægelser ZAPU og Mugabes ZANU. I 1980 blev der afholdt valg med ZANU og ZAPU som de primære partier, og landet Zimbabwe var født med Mugabe som dets første præsident. I 1987 fusionerede de to partier og forfatningen blev som nævnt ændret, så Zimbabwe nu havde et etparti-styre med Mugabe som ubestridt leder.

 

Landets socialistiske planøkonomi blev kort efter gevaldigt udfordret, da Sovjet og østblokken få år senere brød sammen og efterlod Zimbabwe isoleret. Trods forsøg på at lave økonomiske reformer gik det hurtigt ned ad bakke. Udlandet har mistet tålmodigheden med det stadig mere populistiske og korrupte styre, og lån, bistand og anden hjælp er efterhånden døet ud. Millioner af mennesker er truet af sult, uddannede flytter til udlandet, turisterne bliver væk og en galoperende aids-epidemi har kortet den gennemsnitlige levealder ned til 37 år.

 

I spidsen for en tabt generation
Økonomer taler om, at selv hvis man satte ind med øjeblikkelig bistand, vil Zimbabwe have mistet en hel generation. Denne generation har nu fundet en ventil – en måde at få luftet frustrationer og vrede på: Hip hop.

I spidsen for de frustrede unge står to særdeles velartikulerede unge mænd, der kalder sig Comrade Fatso og Outspoken. Outspoken er en dygtig rapper, der i stil minder om mange af de kendte amerikanske. Han er hurtig, vittig og har en god fornemmelse for flow. I gruppen Outspoken & Essence er det old school hip hop, men ofte udsat for akustiske instrumenter og gerne med perkussion i stedet for trommer.

 

Comrade Fatso har med sit band Chabvondoka taget en musikalsk omvej via zimbabweansk dansemusik, revolutionær rock og vestafrikansk afrobeat og er endt med en funky hybrid, der ikke umiddelbart emmer af oprør. Men det gør vokalen. Selvom han har skruet ned for tempoet, så det snarere er spoken-word end rap, er budskabet spydigt og ikke til at misforstå: Vores ledere er inkompetente og grådige på vores bekostning. Nu må vi – folket – smide dem på porten.

 

Afrikansk hip hop

I 1970’ernes Bronx opstod hip hoppen i de afroamerikanske og jamaicanske grupperinger. Dj’s isolerede nogle instrumentale passager fra et eksisterende soul- eller funknummer og begyndte – som i Jamaica – at toaste eller chante – dvs. at lægge ord oven på de gentagende beats.

 

Hip hoppen var blevet en ny generations stemme. En generation, som var vokset op i social, politisk og økonomisk usikkerhed.

 

De første skud på den afrikanske hip hop-stamme var på engelsk, men hurtigt blev de originale tekster oversat til de lokale sprog og efterhånden fandt hip hoppen sit eget lokale udtryk i storbyerne på det store kontinent – fra Johannesburg til Dhakar. Musikformen blev – som i U.S.A – den sociale stemme, der nåede de fattige kvartere og ghettoerne.

 

Det er ikke let at tale om ’afrikansk hip hop,’ eftersom de lande, byer, regioner og etniske grupperinger, der bliver berørt af musikken har forskellige sprog, forskellige impulser fra udlandet, forskellige religioner og politiske systemer.

 

Men én ting har de til fælles. Miljøet omkring musikken og livsstilen er ved at distancere sig fra det amerikanske. Amerikansk hip hop har siden 90’erne i stigende grad dyrket gangsterkulturen og kritiseres ofte for at have et nedværdigende syn på kvinder. Det kan man ikke i Afrika. Man bruger ikke bandeord eller taler nedsættende overfor kvinder. Der hersker en anden og mere ærbødig tone. Noget andet er, at afrikansk hip hop i højere grad er forblevet samvittighedens musik, der kæmper afrikanernes kamp for retfærdighed.

 

Læs mere om afrikansk hip hop her.

  

Kommer hip hop fra Afrika?
Som så meget andet musik i Vesten og blandt afroamerikanere mener man også, at hip hoppens rødder kan spores tilbage til den vestafrikanske kyst omkring Senegal, Ghana, Elfenbenskysten Liberia etc. Her har man igennem århundreder haft tradition for omvandrende barder eller skjalde – kaldet griot’er (læs mere om grioten King Ayisoba her) – der mundtligt overleverede fortællinger og sagn i sangform og med rim, og som også var dem, der enten hyldede den siddende konge eller kom med satiriske kommentarer.

 

Den vokale messen eller chanten menes at have taget turen til U.S.A med slavetransporterne århundreder senere. Og det er dén, der siges at have udviklet sig til rap. Så da amerikansk hip hop nåede Afrika i slutningen af det tyvende århundrede, var der måske mere tale om, at musikken vendte tilbage til kontinentet, hvor den stammede fra?

 

Afrobeat og revolutionsmusik

Comrade Fatso og hans band Chabvondoka har også hentet inspiration fra en lang række afrikanske stilarter. Fra Vestafrika kommer den funky afrobeat, som man kan genfinde elementer af i meget nyere afrikansk musik.

Afrobeat er en videreudvikling af musikstilen highlife, der opstod i Ghana i starten af forrige århundrede og hurtigt blev populær i de engelsktalende lande i Vestafrika. Highlife opstod som en blanding af en række vestafrikanske rytmer og rytmeinstrumenter og vestlige instrumenter som guitar, orgel og messingblæsere. Især er highlife ofte kendetegnet ved sine gyngende guitarfigurer, der ligger henover resten af musikken. Desuden bruges der meget call-and-response i sangene, som man kender fra mange afrikanske kulturer, dvs. at en sanger synger for og koret svarer.

 

I slut 60’erne blev den nigerianske musiker Fela Kuti og hans highlife-band Koola Lobitos inspireret af den amerikanske funkmusik med folk som James Brown i spidsen. Kuti satte skarpe blæser-riffs, underliggende bas-grooves og funky trommer til sin musik og skabte en stil, han selv kaldte afrobeat. Fela Kuti var inspireret af både den nigerianske yoruba-musik, der har en ganske avanceret rytmisk stil, der benytter flere lag af rytmer, der spiller med og mod hinanden – polyrytmik – og jazz, der især er kendetegnet ved avancerede akkordopbygninger og improvisation.

 

Fela Kuti var ikke blot en innovativ musiker, men også en kontroversiel figur, der brugte sine sange og sin berømmelse til at tale det nigereanske militærstyre imod. Han blev anholdt og tævet af militæret flere gange, men stod ved sine holdninger. Han forsøgte sågar i 1979 at stille op som præsident.

 

En anden inspiration er en zimbabweansk musikstil kaldet chimurenga, der blev skabt af Thomas Mapfumo i 1970’erne. Læs mere om chimurenga her. Mapfumo døbte stilen chimurenga, der betyder ‘kamp’ eller ‘frihedskamp’ og for mange blev musikken soundtracket til den væbnede kamp.

 

Det paradoksale er, at Thomas Mapfumo efterfølgende blev forfulgt af netop Mugabe og hans styre. For landets frihed havde ikke betydet folkets frihed. Og den gamle klasse af herskere var blot blevet afløst af en anden. Dét sang Mapfumo om, og i dag må han leve i landflygtighed i U.S.A.

 

I 1980’erne blev chimurenga’en gjort mere festlig og dansable. Den blev blandet med vestlig rock’n’roll og disco – og stilen blev kaldt jit eller jiti. Blandt de mest kendte bands var Bhundu Boys og Chazezesa Challengers.

På en baggrund af alle disse stilarter og personligheder har Comrade Fatso og Outspoken skabt deres platform til at råbe folket og ikke mindst de unge op om, at det er på tide at skabe forandring for landets ledere har ikke tænkt sig at give dem den frihed og velstand, de oprindeligt var blevet lovet.

 

I Outspokens sang Freedom Train lyder det sådan:

Still inside the station waiting on the freedom train ?
Its inspector came to check on our tickets, if we had paid ?
Finally my people shall be home amongst their relatives and peers ?
They could hardly wait to see the city horizon slowly disappear into the distance ?
It was one train with many classes.
The luxurious was the first. ?
Then came the ‘second-class citizen’, then the ‘economy’ that is the worst ?
Not because of its occupants, but mainly their conditions ?
Where they were packed like animals, sweating like the steam engines ?
“All aboard!” that was freedom's last call ?the destination was ‘Democracy’ , equality for all, but a few. ?
The few being the masses in the last ?that were disposable to benefit the upper class ?
“tickets, tickets please!
Amai you did not pay!” ?“do you think you are going to get a free ride on the freedom train?” ?
He can clearly see that she is sick and in need of urgent assistance ?

“Amai, I am not a doctor, all I want from you is your ticket!” ?
So another passenger dies, for she could not afford ?
the medication for her ailments, so she succumbed to her sores. ?

Across the masses gathered was the hovering of pain. ?
Another ONE of US departed from the freedom train. ?
Mountains rolled and valleys passed the few that had the view ?
aboard this runaway train of passengers without a crew, but the inspector. ?

They huddled praying ‘justice would prevail’ ?
but lived within the LAWS of physics where they were destined to derail. ?
A pregnant mother squirmed as her water broke in panic. ?
‘HOPE’ was her unborn daughter, but her birth was none but tragic. ?
She only saw the light of day minutes before the crash- ?
sucked back into a darkness with radiance everlasting. ?
If only the inspector started checking on the drivers, ?
there wouldn’t be this ugly scene of checking on survivors. ?
18 April 1980 was the day we left the station ?
on the freedom train, but still haven’t reached our destination …??FREEDOM

søg:
audio
Boban i Marko Markovic Orchestra - Mundo CocekUniversity of Gnawa - Foufou DanbaSystema Solar - Mi kolombiaSystema Solar - Ya VerasTerakaft - Aima YmaimaTerakaft - TireraMoticoma - BelekanwanatiendeDAM - Change tomorrowKiran Ahluwalia - Yakeenan
Playeren åbner i et nyt vindue
video
King Ayisoba/ Ghana - interview
 
tværgående temaer
Den farlige musik
Alle gør det. Iranske ayatollaher og amerikanske supermarkeder. Censurerer musikken. Det skal der g...
Læs mere